Sign up with your email address to be the first to know about new products, VIP offers, blog features & more.

Surdejsboller med gær

Lækre, sprøde, koldhævede surdejsboller bagt med gær. Hvis jeg har ekstra god tid, og vil kræse for mit bagværk, laver jeg de her boller. Det kræver lidt ekstra kærlighed, da de skal hæve over flere gange, men resultatet er til at føle på! En dejlig saftig bolle med en sej krumme og en sprød overflade.

Det kan være en udfordring at bage med surdej, hvis ikke du er vant til det, og derfor er de her boller helt perfekte at starte ud med, for at sikre et luftigt resultat. Start med at lav din egen surdej. Find min surdejsopskrift her. Sørg for at din surdej er aktiv, inden du kaster dig ud i surdejsbollerne, og ellers er det bare med at komme i gang. Jeg lover dig for, at du ikke bliver skuffet, men nærmere lidt afhængig.

Det bedste resultat opnås når dejen er rørt på en røremaskine, så glutenstrukturen får lov til at udvikle sig og dejen bliver elastisk. Har du ikke en røremaskine, kan en elpisker med dejkroge også bruges.

Jeg bager altid en stor portion, så jeg både har til morgenmaden, madpakkesandwich og fryseren.

Opskrift på surdejsboller med gær

Du skal bruge (ca. 16 boller):

1 l koldt vand
10g gær
100g aktiv surdej (se opskrift her)
30g salt
300g fuldkornshvedemel
900g hvedemel
Smagsneutral olie
1 dejskraber

Fremgangsmåde

  1. Smulr’ gæren i vandet og opløs det. Tilsæt surdej og salt og rør indtil salten er opløst. Kom fuldkornshvedemel i og rør igen. Tilsæt hvedemel lidt af gangen og rør dejen sammen – gerne på en røremaskine i 1 minut ved lav hastighed og 5 minutter ved høj hastighed. Rør melet på siderne ned med en dejskraber og vend det rundt i dejen.
  2. Hæld dejen i en bøtte eller en skål med låg, smurt med olie.
  3. Fugt hænderne og fold dejen fire gange på alle led. Lad dejen hæve 1/2 time og gentag processen tre gange.
  4. Lad dejen hæve i yderligere 2 timer på køkkenbordet, så dejen hæver til lidt under det dobbelte og får flotte luftbobler. Hvis temperaturen i rummet er meget koldt, skal den hæve lidt længere tid.
  5. Lad dejen hæve natten over (minimum 12 timer) i køleskabet.
  6. Tag dejen ud af køleskabet og lad den hæve på køkkenbordet i 1 time.
  7. Tænd ovnen på det højeste der er muligt (250-300 grader varmeluft). Gerne 30 minutter før så ovnen bliver godt varm.
  8. Hæld dejen forsigtigt ud på et bord med mel og stræk den forsigtigt ud til et rektangel. Hak dejen ud i fire lange dejstykker med en dejskraber vendt i mel. Hav hele tiden godt med mel på bordet, da dejen er meget klistret. Hak hvert aflangt dejstykke ud i fire stykker ved hjælp af dejskraberen. Gør bollerne runde ved at skubbe dejen op under med dejskraberen. Kom dejskraberen ind under bolledejen og kom den forsigtigt på to bageplader med bagepapir.
  9. Bag én bageplade af gangen i ca. 19 minutter til bollerne er gyldenbrune og hårde, når du banker i bunden.
Luftige surdejsboller med gær
Christina Bønding
0

Ingen kommentarer endnu.

Kommenter

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *