På de kolde og triste efterårsaftener, findes der ikke noget bedre end en varm suppe at varme sig på. Rodfrugter er jo netop i sæson lige nu, så hvorfor ikke udnytte det.

Jeg havde en helt masse rodfrugter liggende i mit køleskab, og de skulle bruges til noget godt. Det blev derfor til en cremet suppe med gulerod, pastinak og kokosmælk, toppet med sauterede gulerødder, forårsløg og revet ingefær.

Du skal bruge (ca. 2 personer):

350g gulerødder
100g pastinak
3 forårsløg
1/2 rød chili
10g frisk ingefær
6 dl boullion
1 lille dåse kokosmælk (125 g)
2 spsk. citronsaft
Salt og peber
Olie til stegning

Topping:
1 gulerod
50g græskarkerner
1 forårsløg
5g frisk ingefær

Fremgangsmåde

  1. Skræl gulerødder og pastinak og skær begge dele i grove stykker.
  2. Sautér grøntsagerne i varm gryde med olie i 5-10 minutter under omrøring.
  3. Snit forårsløg og chili fint, skræl ingefæren og riv den på et rivejern.
  4. Kom forårsløg, chili og ingefær på panden sammen med de andre grøntsager, og lad det simre i 2 minutter.
  5. Kom boullionen ved, kom låg på og lad det hele koge i 20 minutter indtil grøntsagerne er blevet helt møre.
  6. Blend suppen til en ensartet masse med en stavblender, tilsæt kokosmælken og kom den tilbage i gryden og lad den simre i 5 minutter.
  7. Smag suppen til med citron, salt og peber. Tilsæt evt. mere boullion, hvis du ønsker suppen mere flydende.
  8. Skræl guleroden og sker den i mindre tern.
  9. Varm en pande op med lidt olie og lad gulerødderne stege på panden i et par minutter og tilsæt græskarkernerne, og rist indtil de bliver sprøde.
  10. Snit ingefær og forårsløg fint og top suppen med ristede gulerødder og græskarkerner, snittet forårsløg og ingefær.