Sprøde, hjemmelavede forårsruller fyldt med kylling og grøntsager. Forårsrullerne er virkelig nemme at lave, og laves på filodej, som kan købes på frost hos velassorterede supermarkeder eller hos udenlandske forretninger som fx grønthandlere. 

Forårsrullerne pensles med olien og bages i ovnen i stedet for at friturestege dem. De kan sagtens blive rigtig sprøde alligevel, og på den måde undgår du en masse ekstra olie – og så er det tusinde gange nemmere.

Til forårsrullerne serveres en frisk salat af revne gulerødder og hvidkål vendt i en dressing af olivenolie, citron og honning.

Er du vild med asiatisk mad, kan du finde masser af opskrifter her.

Opskrift på kylling- og grøntsagsfyldte forårsruller

Du skal bruge (15 forårsruller):

Forårsruller

15 plader filodej (husk at tø dem op)
400g hakket kylling kød
½ kg gulerødder
½ hvidkålshoved
1 rød peberfrugt
1 hakket rødløg
2 fed hvidløg
2 spsk. soya
Salt og peber
Olivenolie til smørelse

Tilbehør:
Soya
Sød chilisauce

Kålsalat

1/2 hvidkålshoved
3 mellemstore gulerødder
2 spsk. olivenolie 
1 tsk. honning
2 spsk. citronsaft
1 tsk. salt

Fremgangsmåde

Forårsruller

  1. Tø forårsrullepladerne op.
  2. Skær gulerødderne i tynde strimler, snit hvidkålen og skær peberfrugten i små tern.
  3. Fintsnit løget, pres hvidløgene og steg det brunt på en varm pande med olie.
  4. Kom den hakkede kyllingefars  på panden og steg indtil det er gennemstegt. Tilsæt gulerødder, kål og peberfrugt og steg et par minutter. 
  5. Tilsæt soya, salt og peber. Smag det til. 
  6. Beklæd en bageplade med bagepapir. Kom fyld på hver enkelt stykke filodej og fold forårsrullen som vist nedenfor. 
  7. Lig forårsullerne på bageplanden og pensel dem med olie.
  8. Bag dem dem i ovnen ved 225 grader i 10 minutter til de er gyldenbrune. Vend dem og bag dem i yderligere 10 minutter på den anden side.

Kålsalat

  1. Snit hvidkålen fint – gerne på et mandolinjern. Riv gulerødderne på et rivejern og kom det hele i en skål.
  2. Bland olivenolie, honning, citronsaft og salt til en dressing. 
  3. Masser dressingen godt ind i kålen med hænderne – brug gerne 5 minutter på det.
Kylling- og grøntsagsfyldte forårsruller